Træthedsstyrken på et bilsæde er opdelt i to dele: Sædetræets træthedslængde og skeletets træthedsstyrke. For pudeens træthedsliv anvendes den store deformation og ikke-lineære finite-elementmetode generelt til forskning. I 1986 foreslog Patrick Glance en forenklet model af bilens sædepude, som opdelte sædepuden i flere højder og puder. I den cylindriske enhed udsættes søjlen for tryk uden lateral deformation, og cylindrene interagerer med hinanden ved forskydningsspænding.
Denne model kan ikke kun bruges til styrkeanalysen af sædepuden, men også til beregning af legemspredning. Derudover forsøger mennesker i engineering praksis at studere udførelsen af pudematerialet ved hjælp af træthedstestmetoden. Skeletets træthedsstyrke indebærer pålidelighedsdesign, den kumulative skade teori af metalmaterialet osv. Den vigtigste metode er at studere.
For et mekanisk produkt, der består af mange dele (såsom fly, tanke, biler osv.), Er designet baseret på teoretisk analyse vanskeligt at forhindre, at den ikke fungerer. Selvom der er mange former for fiasko, er de fleste af dem træthedssvigt. Nogle kilder rapporterer, at træthedssvigt udgør 50% til 90% af det samlede antal fejl i mekaniske nuller og komponenter.
